Mens man i Afrika kan følge de allerførste spor af mennesket, er det i Asien, man finder de tidligste højtudviklede samfund. Herfra kendes de første vidnesbyrd om agerbrug og kvægavl i verden, den første brug af metal og den ældste skrift. Kulturens udvikling gik forskellige veje i de enkelte dele af kontinentet, hvis varierede natur byder på højst forskellige levevilkår — fra Det Arktiske Hav i nord til monsunens bælte i syd og fra Centralasiens ørkener og steppeland til Sydøstasiens regnskove.

Tidlige spor af mennesker

De ældste fund fra Asien går ca. én million år tilbage. Redskaber fra oldowankulturen og fra ældre acheuléen kendes fra Ubaydiyya i Israel. De ældste repræsentanter for arten Homo erectus fundet i Kina er kraniet fra Lantien, ca. 800.000 år gammelt og ældre end Pekingmennesket fra Zhoukoudian, hvis alder er bestemt til mellem 500.000 og 250.000 år. Javamennesket anses for lige så gammelt som fundet fra Lantien, dvs. mellem 900.000 og 700.000 år.

I ældre palæolitikum fandtes forskellige redskabskulturer: Acheuléen med håndkiler i Vestasien og dele af Indien og en kultur, Soan, der var baseret på pebble tools (huggeredskaber af rullesten) i det meste af Indien og Sydøstasien.

Fra for 200.000-90.000 år siden kendes både fra Øst- og Vestasien fund af såkaldte arkaiske Homo sapiens-typer fra fx Dali i Kina, samt Zuttiyeh og Qafzeh i Israel. De indvarsler overgangen til mellempalæolitikum og dermed til en mere udviklet kultur, moustérien. I denne epoke, ca. 200.000-40.000 f.Kr., gik menneskets fysiske udvikling i forskellige retninger. Neandertalmennesket levede i Europa, Vest- og Centralasien, hvor begravelser optræder for første gang. I de øvrige dele af Asien gik udviklingen fra Homo erectus over tidlige Homo sapiens-typer frem til det moderne menneske. Ved slutningen af mellempalæolitikum fandtes der menneskelig bosættelse over store dele af Asien. Sænkningen af havniveauet under sidste istid muliggjorde indvandring til Japan for ca. 90.000 år siden.

Nutidsmennesket i yngre palæolitikum

I yngre palæolitikum, ca. 40.000-9300 f.v.t., var hele Asien befolket af den nulevende mennesketype. Fra for ca. 32.000 år siden var Sibiriens stepper beboet af et folk, som jagede mammut, vildhest, ren og bison. På en boplads ved Malta nær floden Angara blev der for ca. 23.000 år siden fremstillet små kvinde- og dyrefigurer af mammuttand. De ældste sibiriske klippemalerier med dyremotiver er fra yngre palæolitikum.

Havsænkningen under sidste istid muliggjorde indvandring fra Sibirien til Nordamerika over Beringstrædet. I de varmere dele af Asien gjorde befolkningen sig mere afhængig af planteføde, og nogle af de træk, der kendetegner senere agerbrugssamfund, kom til udfoldelse. I Japan anvendtes slebne stenøkser fra ca. 25.000 og keramik, den ældste i verden, fra ca. 10.000 f.v.t.

I slutningen af senpalæolitikum (epipalæolitikum), ca. 12.000-10.000 f.v.t., var Natuf-kulturen udbredt i Nærorienten. Folk boede i landsbyer, indsamlede vilde kornsorter og jagede vilde får, geder og gazeller.

Landbrug, byer og skrift opstår i Nærorienten

Efter ca. 9000 f.v.t. fandtes der i Nærorienten tidlige neolitiske landsbyer, hvis beboere dyrkede hvede og byg og holdt tamdyr, men endnu ikke fremstillede keramik. Byhøje (teller) vidner om permanent bosættelse fra 9500-9000 f.v.t., fx Jeriko i Jordandalen, Abu Hurayra i Syrien og Tepe Guran i Iran.

Fra 8500 f.v.t. fandtes byhøje i Lilleasien, fx Cayönü Tepesi og Can Hassan, og 7000-5500 f.v.t. skabtes de første bysamfund, der vidner om udviklet social, økonomisk og religiøs organisation, fx Çatal Hüyük i det sydøstlige Tyrkiet. I tiden 5500-3000 f.v.t. udvikledes komplekse samfundssystemer i Vestasien. Tempelbyer karakteriserer Ubaid-perioden, og i de efterfølgende perioder Uruk og Jemdet Nasr opstår Mesopotamiens første stater. Den ældste kileskrift kendes fra Uruk ca. 3500 f.v.t.

Nye metaller

Mens koldhamret kobber var kendt i Nærorienten før 7000 f.v.t., blev smedet kobber almindeligt efter ca. 5000 f.v.t. og bronze fra ca. 3500 f.v.t. Naturlige forekomster af kobber og tin blev udnyttet i andre dele af Asien til fremstilling af bronze 3000-2000 f.v.t. Jernet, der først blev anvendt af hittitterne i Lilleasien, bredte sig til de øvrige dele af Asien hen imod 1000 f.v.t.

Højkulturer i Sydasien

I Indien og Pakistan kendes agerbrug og kvægavl fra 7000-5000 f.v.t. Et højdepunkt blev nået med Indus-kulturen, ca. 2500-1700 f.v.t., hvis byer var centre for håndværk og handel og for dyrkning af byg, hvede, ris, hirse og bomuld. Først ca. 700 f.v.t. opstod omkring floden Ganges en række bystater, der som andre centre på den indiske halvø blev opslugt af Maurya-dynastiet 400-300 f.v.t.

Nomader og landbrug i Centralasien

I Turkmenistan begyndte agerbruget 7000-6000 f.v.t. med Djeitun-kulturen. Afanasjevo-kulturen introducerede omkring 3300 f.v.t. både kvæghold og kobber til det nordlige Centralasien. På Centralasiens stepper levede fra ca. 2500 f.v.t. et halvnomadisk folk, der tæmmede heste og kameler, begravede deres døde i gravhøje og fra og med Andronovo-kulturen ca. 1500 f.v.t. anvendte bronze. I skovene nord for steppen spredte Seima-Turbino-kulturen omkring 2000 f.v.t. sig fra øst og videreudviklede metalkunsten.

Fra stepperne udgik de ekspansive nomadefolk, der fra 800-600 f.v.t. er kendt som skyther og sarmater. Fra Pazyryk i Altaj kendes rige fyrstegrave fra 500-300 f.v.t.

Østasiens højkulturer

I det nordlige Kina kan den ældste neolitiske landsbykultur, Yangshao, der var baseret på hirsedyrkning og svinehold, føres tilbage til ca. 7000 f.v.t., og nord herfor Xinglongwa. Tamkvæg blev introduceret via stepperne omkring år 3000 f.v.t. og hvede og byg gennem Centralasiens bjerge i løbet af det tredje årtusinde f.v.t., sandsynligvis gennem Majiayao-kulturen i Gansu-provinsen. Under Longshan-kulturen, 2500-1800 f.v.t., fandtes der omkring floden Huang He (Hwang Ho) større befæstede bysamfund og tegn på fremkomst af en bevæbnet elite, hvilket peger frem mod Shangdynastiet. Fra midten af det andet årtusinde f.v.t. introduceredes tamhesten fra stepperne, og den historiske periode begynder med orakelinskriptioner fra omkring 1300 f.v.t.

Risdyrkning begyndte i Sydkina ca. 6000-5000 f.v.t. og i det sydøstlige Asien ca. 2000 f.v.t. Brugen af metal var kendt i Thailand og Vietnam fra 2000-1500 f.v.t., men udviklede sig først markant i Dong Son-kulturen med brugen af jern. Fra denne tid opstod befæstede byer, og en centralisering begyndte. Den fortsatte efter begyndelsen af vor tidsregning, da de første tempelbyer blev grundlagt i Mekongdeltaet, hvorfra der blev drevet handel med andre riger i Vest- og Østasien.

Sydøstasien

Både før og efter indførelsen af risdyrkning på flodsletterne i Thailand, Vietnam og Cambodja levede der jægere, samlere og fiskere, der anvendte simple stenredskaber, den såkaldte Hoabinh-kultur, som kendes fra køkkenmøddinger ved kysterne og fra højlandets klippehuler, hvor man supplerede jagten med indsamling af planteføde. I Nordthailand, Indonesien og Filippinerne har nogle folkeslag levet på stenalderniveau helt frem til nutiden.

Japan

I Japan kendes tusindvis af køkkenmøddinger, der stammer fra Jomon-perioden, hvis befolkning levede af fiskeri, indsamling og jagt, indtil agerbruget satte ind med dyrkning af bønner ca. 4000 f.v.t. Hirse blev dyrket fra ca. 1000 f.Kr. og ris fra omkring 300 f.v.t. Bronze og jern blev først udbredt i Yayoi-perioden, 300 f.v.t.-300 e.v.t., som følge af påvirkninger fra Han-dynastiet i Kina.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig