Asien - folkeslag

Asien udgør en tredjedel af Jordens landområder, men bebos af ca. 60 procent af befolkningen. Sammenlignet med andre kontinenter findes her flere forskellige racetyper og folkeslag. Den mest udbredte race er den mongoloide, som især findes i Nord-, Øst-, Central- og Sydøstasien, og dernæst den kaukasoide (europide) race, især i Vest- og Sydasien. Utallige folkevandringer gennem årtusinder har skabt mange racemæssige blandinger, og processen med folkeblandinger fortsætter stadig. Folkeslag med beslægtede sprog kan være af forskellige fysiske typer, afhængigt af tidspunktet for folkeblandingerne. Frem for at tale om racer giver det mere mening at tale om etniske grupper, der taler bestemte sprog og har specielle kulturelle karakteristika. De yderst varierede geografiske forhold i Asien har bevirket, at menneskene har tilpasset sig meget forskelligt, og inden for det store område møder man alle variationer af erhvervsformer. Ofte er de etniske grupper fordelt på flere stater som fx kurderne i Vestasien, der bor ind over fem stater, og mongolerne i Centralasien, der er fordelt på Rusland, Mongoliet og Kina.

Nordasien. Her lever den oprindelige befolkning især af jagt og fiskeri og/eller rensdyrdrift. Blandt de ca. 25 folkeslag er jakuter og evenker de folkerigeste. De oprindelige folk var tidligere animister og havde shamaner, men med den store indvandring af russiske kolonister i 1900-tallet er kristendommen blevet udbredt. Det sovjetiske styre førte en stærk integrationspolitik over for den lokale befolkning.

Centralasien. På de regnfattige stepper lever folk traditionelt som nomader med får, geder, køer, kameler og heste. Mod øst taler folkene tibeto-burmesiske sprog og mongolsk, og de er buddhister (mahayana), mens det øvrige Centralasien er islamisk med en befolkning, der overvejende taler tyrkiske sprog.

Østasien. I Kina udgør det kinesisktalende hanfolk 95 procent af befolkningen, men derudover regnes der med 50 etniske minoriteter, hvoraf mange har millionstore befolkninger. Japans befolkning af japanere er kommet i adskillige indvandringsbølger over Korea og det østlige Kina. Af etniske minoriteter findes ainuerne på Hokkaido, de fåtallige efterkommere af Japans oprindelige befolkning, samt et stort element af indvandrede koreanere.

Sydøstasien. På fastlandet udgør de store statsdannende folk, burmesere, laoter, thaifolk og vietnamesere, grundstammen i de enkelte nationer. De er buddhister (hinayana) og lever som risbønder af kunstvandingsagerbrug. I bjergområderne bor mange forskellige mindre stammefolk, fx karener, kachin, miao og shan. Deres områder strækker sig ofte ind over flere landes grænser, og flere steder lever de stadigvæk af svedjebrug. Bjergfolkene er sprogligt og kulturelt meget forskellige indbyrdes og fra storsamfundene i lavlandsområderne.

Den indonesiske og filippinske øverden bebos af malajiske folk, som er nært beslægtede både sprogligt og kulturelt. Utallige strømninger har bølget gennem øverdenen, men det generelle billede er ligesom på fastlandet kerneområder med intensivt landbrug som basis for statsdannelser eller kongedømmer, som Java og Bali, og mere marginale bjergområder og øer, som Borneo og Sulawesi, hvor adskillige etniske minoriteter lever af jagt og svedjebrug. Islam er den alt dominerende religion med visse undtagelser som det hinduistiske Bali og det romerskkatolske Filippinerne.

Sydasien. I Indien tales der flere store hovedsprog end i hele Europa, men groft taget kan man tale om de indoariske folk i Nordindien og de dravidiske i Sydindien som repræsentanter for forskellige indvandringsbølger. Det kaukasoide racepræg er det dominerende, men med utallige fysiske variationer, og folks sprog- og kastetilhørsforhold har større vægt end egentlig etnisk afstamning. Det hinduistiske kastesystem giver Sydasien et vist ensartet præg. Langt hovedparten af befolkningen bor i landsbyer og lever som bønder. Mange stammefolk lever uden for den hinduistiske kasteverden både i bjerg- og skovområderne i Sydindien og i de nordøstlige bjergprovinser og Himalaya.

Vestasien. Den kulturelle mangfoldighed, som området rummer, er et resultat af årtusinders sammensmeltning af folkeslag med forskellig oprindelse, sprog, erhverv og religion. De lader sig ikke klart beskrive som adskilte folk, men snarere som bønder og byfolk eller nomader og oasefolk. De er ret ligeligt fordelt mellem semitisk-, iransk- og tyrkisktalende folk, men trods alle variationer findes en række kulturelle fællestræk, som har rod i islam. Iran og Kaukasusområdet er dog regioner, hvor de etniske grupper klarere definerer sig i forhold til hinanden.