Ashqelon, Askalon, by i Israel på kysten mellem Tel Aviv og Gaza; 130.700 (2015); hastigt voksende industriby og feriested med hoteller, campingpladser og badestrande.
Oldtidsbyen Askalon ligger 2 km sydvest for den moderne by. Den nævnes i 1300-t. f.Kr. i breve fra den egyptiske by al-Amarna; efter 1200 f.Kr. blev den en af filistrenes fem hovedbyer. Askalon gjorde oprør mod Assyrien i 700-t., og omkring 600 f.Kr. blev den ødelagt af Babylonien, men blomstrede hurtigt op igen.
I 104 f.Kr. gjorde Askalon sig fri af ptolemæernes herredømme, og selvstændigheden anerkendtes senere af Herodes Atticus og romerne. Den blev ødelagt i korstogstiden i 1200-t. Arkæologiske udgravninger har vist, at Askalon var en rig handelsby, især i romersk og byzantinsk tid.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.