Faktaboks

Arvid Horn

Arvid Bernhard Horn af Ekebyholm

Født
6. april 1664
Død
17. april 1742
Arvid Horn
Arvid Horn. Portræt dateret 1728.
Af /Sveriges Nationalmuseum.

Arvid Horn var en svensk greve og statsmand. En militær karriere nær Karl 12.s person førte Horn ind på en bane som rådgiver, diplomat og administrator.

Han blev kongelig råd i 1705 og chef for kancelliet i 1710, men hans indflydelse blev dog snart fordunklet af G.H. von Görtz. Efter Karl 12.s død i 1718 medvirkede Horn til at få Görtz henrettet, men han mistede selv sine embeder efter en konstitutionel strid med dronning Ulrika Eleonora.

Hans kamp for forfatningen fik støtte fra Rigsdagen, der snart skaffede ham embederne tilbage. Horn var nu Sveriges ledende mand og i årene 1726-1738 dets egentlige regent, og uden noget fast parti bag sig manøvrerede han dygtigt blandt interessegrupperne på Rigsdagen.

Horns forsigtige balancepolitik i både indre og ydre sager hjalp Sverige på fode efter Store Nordiske Krig, men mødte stigende modstand i 1730'erne. Rigsdagen i 1738 blev domineret af Hattarna, der var båret frem af en chauvinistisk bølge, og Horn valgte da at trække sig tilbage til de godser, som han havde samlet sig gennem rige ægteskaber.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig