Arturo Úslar Pietri, 1906-2001, venezuelansk forfatter. Úslar Pietri indtog en central plads i Venezuelas politiske og kulturelle liv; dels med sit arbejde for en demokratisk udvikling af landet, bl.a. på diverse ministerposter, dels med sin engagerede indsats som kulturdebattør, tidsskriftredaktør og forfatter. Især med sine romaner og talrige noveller markerede han et nybrud. Allerede i 1930'erne lagde han afstand til det dominerende, folkloristisk prægede litterære udtryk og introducerede den såkaldt magiske realisme i skildringen af historiske og samtidige forhold, således i debutromanen Las lanzas coloradas (1931, De røde lanser).