Arta, amt i den vestlige del af Centralgrækenland; 1662 km2, 78.134 indb. (2001). Arta dækker mod NØ dele af Pindosbjergkæden og mod SV Erivolosletten, som udgør et frugtbart, drænet og kunstvandet landbrugsområde med en af landets vigtigste produktioner af citrusfrugter; på de tørre jorder dyrkes oliven. Floden Arachthos gennemskærer amtet, og nord for byen Arta er floden dæmmet op til en 20 km2 stor sø med et tilhørende vandkraftværk. I amtet ligger flere kirker og klostre fra middelalderen, bl.a. Kato Panagia, en byzantinsk kirke, der i dag er nonnekloster; mange broer er fra samme periode.