Arnold Sommerfeld

Arnold Sommerfeld, 5.12.1868-26.4.1951, tysk fysiker. Som ung kandidat kom Sommerfeld i 1893 til Göttingen, hvor han blev nært knyttet til F. Klein. De skrev sammen firebindsværket Über die Theorie des Kreisels (1897-1910) om snurretoppes og gyroskopers bevægelse. I 1900 hjalp Klein ham til en ansættelse som professor i teknisk mekanik ved Technische Hochschule i Aachen. Her samarbejdede han med flere ingeniørkolleger om tekniske problemer, samtidig med at han skrev en række omfattende elektronteoretiske artikler, der i 1906 skaffede ham et professorat i teoretisk fysik i München, som han varetog indtil 1940.

Ved sin ansættelse i München fik Sommerfeld ledelsen af et nyindrettet fysisk institut, som efterhånden blev et førende center for teoretisk og eksperimentel fysik. Han var en fremragende lærer, og hans studenter og yngre medarbejdere frembragte en lang række betydningsfulde arbejder. Blandt Sommerfelds egne arbejder var det mest betydningsfulde hans generalisering i 1915 af Bohrs kvantebetingelse fra 1913; Bohr-Sommerfeld-kvanteteorien dannede grundlaget for den samlede atomfysik frem til kvantemekanikkens tilblivelse i 1925-26. Senere benyttede han, i samarbejde med sin student H.A. Bethe, den nye kvantemekanik og E. Fermis statistik for elektroner til at udvikle en teori for elektroner i metaller, hvorved de grundlagde den nye faststoffysik.

Da Sommerfeld i 1935 nåede pensionsalderen, forsøgte han at få sin mest fremragende tidligere student, W. Heisenberg, ansat som sin efterfølger. En langvarig strid med nazistiske fysikere og studenterorganisationer endte med udnævnelsen af en ukvalificeret nazist i 1940; i mellemtiden havde Sommerfeld bestridt professoratet provisorisk. Efter 2. Verdenskrig genoptog han i nogle år ledelsen af instituttet.