Armenien - litteratur

Armenien - litteratur, Kileskrift-inskriptioner fra Urarturiget er de ældste skriftlige overleveringer. Fra før-kristen tid kendes i øvrigt enkelte kvad, fx sangene fra Goghthn. I øvrigt er den tidlige armenske litteratur af kristent præg, idet armenierne først fik deres alfabet i begyndelsen af 400-t., efter kristendommens indførelse. Derfor består den tidligste litteratur i høj grad af oversættelser af Bibelen og oldkirkelig litteratur. Den tidligst kendte armenske forfatter er Eznik (400-t.), der skrev imod kætterier, indbefattende hellenistisk og persisk religion. Også kvindelige poeter, bl.a. Sandukht (700-t.), fik betydning.

Armeniernes modstand mod araberne besynges i det store, folkelige epos David fra Sassun, som har spillet en vældig rolle for den nationale bevidsthed. Et andet højdepunkt i armensk middelalderlitteratur er Gregor fra Nareks (ca. 945-1010) Klagesangenes bog. Den lærde munk Johannes (eller Hov(h)annes) fra Erznka skrev om grammatik, astronomi, historie og handel. De første armenske bøger blev trykt i Venezia i 1500-t., og den første avis udkom i den indiske by Madras i 1794. Siden er armensk litteratur udkommet overalt i diasporaen. Under de persiske og tyrkiske herredømmer blev armensk litteratur et våben i frihedskampen. Et markant eksempel er Sayat Nova (1722-95), hvis virkelige navn er Arutiun Sajatian, som digtede på det nye litterære sprog asjkharabar, foruden på grusisk og aserbajdsjansk. Grundlæggeren af moderne armensk prosa er Khatsjatur Abovian, som studerede filologi i Tartu (Estland), og hvis roman Armeniens sår (1841-43) fik stor litterær og politisk betydning. Efter indlemmelsen af Østarmenien i Rusland i 1828 gjorde en del forfattere fælles sag med den radikale russiske intelligentsia. Vestarmenien havde endnu vanskeligere kår under det osmanniske styre som skildret af bl.a. satirikeren Hakop Baronian (1842-91). Romanforfatteren Raffi (1835-88) var højt værdsat af Georg Brandes. Den kvindelige forfatter Srbuhi Dussabe (1842-1901) skildrede "Nora-typen" i sine romaner. I sovjetperioden, 1922-91, fik den officielle armenske litteratur statsstøtte og stor udbredelse i russiske oversættelser. Fremtrædende forfattere og digtere som Hovhannes Tumanian (1869-1923), Vahan Terian (1885-1920) og E. Kharents (1897-1937) stillede sig på sovjetstyrets side. Andre emigrerede eller blev dissidenter i kampen for sprogets og kulturens egenart. Efter tøbruddet kom en ny, ikke-ideologisk generation til orde. Her blev Hrant Matevosian (f. 1935) en central figur med sine skildringer af hverdagslivet og af fundamentale menneskelige konflikter. Fra 1960'erne blev litteraturen og teatret et halvlegalt forum for debatter og eksperimenter. Efter omvæltningerne i slutningen af 1980'erne fik armensk litteratur fuld frihed — men i et forarmet og krigshærget land. Armenske emigranter har på andre sprog givet en større verden indblik i landets kultur, frem for alle den amerikanske armenier William Saroyan, der aldrig skrev et ord på armensk. På dansk findes Eske K. Mathiesen Den landflygtige nattergal. Gendigtninger af armensk lyrik (1977).

Læs mere om Armenien.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig