Armand Gatti, 1924-2017, fransk dramatiker, filminstruktør og journalist. Dokumentargenren er hans foretrukne, og koncentrationslejre og Vietnamkrigen er karakteristiske eksempler på det motivmateriale, han vælger. Hans form er et sprængt drama, hvor forskellige tidsplaner støder sammen i et nyt scenisk sprog. Hans betydeligste stykke, med klart selvbiografiske træk, er La Vie imaginaire de l'éboueur Auguste Geai (1962, Gadefejeren A.G.s liv i erindringen).