Argentomagus, antik romersk by nær Argenton-sur-Creuse i det centrale Frankrig. Kun en ubetydelig del af byen er overbygget i moderne tid, derfor er Argentomagus af uvurderlig arkæologisk betydning. Der er fundet levn af mange offentlige bygninger; de mest interessante er et monumentalt brøndhus, et teater og et amfiteater samt to templer, hvoraf det ene var viet til Merkur. Argentomagus må i romersk tid have været velstående, hvilket fremgår af de mange grave med rige gravgaver, der er fundet omkring byen.