Fra midten af 1800-tallet og frem til ca. 1930 udvandrede omkring 13.000 danskere til Argentina. Mange bosatte sig i området mellem byerne Tandil, Tres Arroyos og Necochea i provinsen Buenos Aires og fik beskæftigelse i landbruget. Ansættelsen som landarbejder gav mulighed for opsparing og senere leje eller køb af egen jord. Mange danske indvandrere søgte at bevare tilknytningen til dansk kultur, ofte efter grundtvigiansk forbillede; kulturelt og socialt søgte de længe at undgå assimilation. De oprettede danske evangelisk-lutherske kirker med egne præster, udgav danske aviser og samledes i dansk foreningsliv, som blev videreført af både anden og tredje generations dansk-argentinere. I de følgende generationer er assimilationen i det argentinske samfund blevet mere og mere udtalt.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.