Argentina - dans

Argentina. På gaden i Buenos Aires danses argentinsk tango.

.

Argentina - dans, Dans i Argentina har udviklet sig under flere forskellige påvirkninger. Efter den europæiske kolonisering fortrængtes den oprindelige indianske danse- og musikkultur til fordel for den spanske og portugisiske. Argentinas mest berømte dans er den lidenskabelige tango, der opstod i 1890'erne, og som hurtigt blev yderst populær i den amerikanske og europæiske selskabsdans.

Scenedansen i 1800-tallet bestod fortrinsvis af gæstespil af europæiske ballettrupper. Dette er fortsat i 1900-tallet, hvor Teatro Colón i Buenos Aires (åbnet 1857) siden ombygningen i 1908 også har været hjemsted for både en danseskole og et balletkompagni.

Den mest berømte danser herfra er balletdanseren Julio Bocca (f.1967), der i 1990 dannede kompagniet Ballet Argentino. Den spanske danserfamilie Pericet har siden midten af 1900-tallet ved en skole og optræden på forskellige teatre i Buenos Aires rendyrket den klassiske spanske ballet, boleroskolen. Der findes desuden en række moderne dansekompagnier, bl.a. Teatro San Martins dansekompagni fra 1968.

Læs videre om musik i Argentina eller om Argentina generelt.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig