arealfaktor

Baggrunden for overrepræsentationen af især Jylland var det valgsystem, man etablerede i 1848 ved valget til Den grundlovgivende Rigsforsamling, og som med enkelte ændringer blev ført videre i 1849. Ideen var, at en valgkreds’ vælgere skulle komme sammen på valgdagen og i fællesskab bestemme, hvem der skulle repræsentere dem ”på Tinge”. Det forudsatte, at vælgerne mødtes på ét centralt sted i valgkredsen på ét på forhånd fastlagt tidspunkt, hvor man så kunne høre på stillernes præsentationer af de enkelte kandidater og ofte også kandidaternes egne valgtaler.

Derefter skred man til valg ved håndsoprækning (såkaldt kåring), og hvis det derved blev klart, hvem et flertal af de tilstedeværende vælgere foretrak, kunne valgbestyrelsen straks erklære ham valgt, og så var den historie ikke længere. Hvis det ikke var klart – eller hvis der var protester mod valgbestyrelsens konklusion – gik man over til såkaldt ”navnlig afstemning”. Det betød, at det blev kontrolleret, om vælgerne stod på valglisten, og derefter skulle de hver især med høj og klar stemme sige, hvem af kandidaterne deres stemme skulle tilfalde. Når alle havde stemt, blev stemmerne talt sammen, og så vidste man på det grundlag, hvem der var den nye folketingsmand.

Kravet om kun ét valgsted i hver valgkreds betød, at vælgerne nogle steder fik langt til valgstedet. 2-3 mil (altså 15-23 kilometer) var ikke usædvanligt, og nogle steder var der endda længere for de vælgere, der boede mest afsides i forhold til valgstedet. Her kunne det dreje sig om op imod fire mil, dvs. ca. 30 km., og med datidens transportmidler var det jo faktisk ret langt – uanset om man var til fods eller i hestevogn!

Anlægget af jernbaner i anden halvdel af 1800-tallet – og måske især de småstikbaner og sidelinjer, der kom til fra 1880 og et par årtier frem – må naturligvis have gjort det nemmere for i hvert fald nogle af vælgerne på landet at komme frem til valgstedet på valgdagen, uanset om det lå i den nærmeste købstad eller et andet sted i valgkredsen. De små baners snoede forløb for at betjene så mange landsbyer som muligt var også i denne forbindelse en fordel.

I de valgkredse, hvor der lå en købstad, blev den valgsted, og det løste transportproblemet for de vælgere, der boede der. Men mange af købstæderne var fortsat ret små i anden halvdel af det 19. århundrede, så det gjorde ikke den store forskel talmæssigt.

1915-Grundloven krævede altså, at der ved kredsinddelingen ikke kun skulle tages hensyn til folketal og vælgertal, men også til befolkningstætheden. Der blev foretaget en del omlægninger af enkeltmandskredsene, hvis antal også blev reduceret på øerne og i Jylland. Den overordnede fordeling af mandaterne skete så på den måde, at man tog summen af folketallet i 1911, vælgertallet i 1910 og arealet i km² multipliceret med 10, og derudfra fordelte man de daværende 139 mandater forholdsmæssigt, idet man dog til sidst flyttede ét mandat fra Hovedstaden til øernes område.

Tillægsmandaternes antal i henholdsvis Øernes og Jyllands område blev så ganske simpelt fundet som forskellen mellem det stipulerede mandattal i området og antallet af enkeltmandskredse. Mandatfordelingen måtte naturligvis revideres efter Genforeningen med Sønderjylland i 1920; det skete ganske enkelt ved, at Jyllands mandattal blev forøget med syv sønderjyske kredsmandater og to ekstra tillægsmandater. Den således etablerede mandatfordeling – 24 til Hovedstaden, 51 til Øerne og 73 til Jylland – blev fastholdt uændret til og med valget i 1947.

Ved folketingsvalget i 1947 forsøgte Venstre at udnytte valglovens muligheder til den yderste grænse, og det oprørte de andre partier så meget, at de ændrede valgloven på en måde, der fjernede de huller, som Venstre havde draget fordel af. Samtidigt reviderede man reglerne for placering af kreds- og tillægsmandater, idet den generelle befolkningsudvikling i perioden 1910/11 til 1947 som nævnt ikke var blevet afspejlet i mandatfordelingen.

Man besluttede derfor, at ”folketallet” i beregningerne fremover skulle opdateres hvert femte år efter folketællingerne, ligesom arealfaktoren skulle være arealet i km² multipliceret med 25, hvilket betød, at arealfaktorens relative vægt i forhold til de to andre faktorer kunne fastholdes på tilnærmelsesvis samme niveau som i 1915.

I 1970 blev det alligevel besluttet at reducere betydningen af befolkningstætheden, idet arealet fremover kun skulle multipliceres med 20, ikke med 25. Denne forholdsvis beskedne relative reduktion af betydningen af befolkningstætheden i den stedlige fordeling af kreds- og tillægsmandaterne afspejlede givetvis en opfattelse af, at denne faktor nu kunne tillægges mindre vægt i takt med udviklingen af moderne kommunikations- og transportmidler.

Tallet 20 i arealfaktoren er ikke blevet ændret siden 1970, og der er aktuelt ikke planer om at sænke det yderligere.