Archimedes' snegl, vandløftningsredskab til kunstvanding. Den består af en åben træcylinder, der omslutter en skrueformet fastsiddende skillevæg af form som sneglen i en kødmaskine. Skillevæggen består af en serie lige store, propellignende træstykker, der er drejet i forhold til hinanden og samlet omkring en akse. Denne er monteret skråt med den ene ende neddykket i vand; i den anden er aksen forsynet med håndsving. Når cylinderen drejes, kan vand løftes 1/2-2 m.
Archimedes' skrue anvendes ved små løft og er driftssikker, effektiv og nogenlunde let at bygge af lokale materialer. Dens oprindelse tilskrives Archimedes; var tidligere meget anvendt i Middelhavsområdet, hvor kunstvanding muliggjorde en afgrøde i den tørre sommer som supplement til vinterafgrøden. Se også vandsnegl.
Kommentarer
Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.