Théâtre antique d'Orange er fra byens romerske periode.

.

Arausio er det antikke navn på den franske by Orange, som i oldtiden var en romersk koloni.

Faktaboks

Også kendt som

Arausion

Den 6.10.105 f.v.t. led romerne et alvorligt nederlag til cimbrerne og teutonerne i området. Den romerske hær mistede omkring 100.000 mand i slaget. I 35 f.v.t. anlagde romerne her en koloni med navnet Arausio, der som følge af sin strategiske beliggenhed blev en vigtig by i provinsen Gallia Narbonensis. I forskningsmæssig sammenhæng er Arausio kendt for bl.a. fundet af en antik matrikel, der er et enestående epigrafisk dokument, som viser opmålingen af byens opland, størrelsen af grundstykkerne, og hvem der havde forpagtet dem. Matriklen findes på byens museum.

Betydelige levn står tilbage fra den romerske periode, især fra Cæsars og Augustus' tid, bl.a. et meget velbevaret teater, flere templer og en ca. 20 m høj triumfbue, som er en af de største bevarede buer. I den nuværende bys gamle bydel er det retvinklede romerske gadenet delvis bevaret.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig