Aran Islands, tre øer — Inishmore, Inishmaan og Inisheer — i Galwaybugten på den irske vestkyst; 47 km2, 1251 indb. (2011). Øerne består af stejle klipper af kalksten og er vanskeligt tilgængelige. Flere imponerende forhistoriske stenbygninger vidner om en tidlig bosætning. Befolkningen, som taler gælisk, har landbrug og fiskeri som hovederhverv. Naturforholdene er barske på de tre øer. Hverdagslivet er bl.a. skildret i skuespillet Riders to the Sea (1904) af John Millington Synge.