Arakan, Rakhine, provins i Burma (Myanmar) ved grænsen til Bangladesh; 3,84 mio. indb. (2010). Ca. en tredjedel af befolkningen er muslimer, hvoraf 300.000 flygtede til Bangladesh i 1992 pga. militærregimets undertrykkelse. Arakan var selvstændigt kongedømme indtil 1784, da den burmesiske konge erobrede det. I 1500- og 1600-t. havde portugisiske søfolk stor indflydelse i Arakan. Fra 1826 blev området en del af Britisk Burma.