Apostlenes Gerninger

Apostlenes Gerninger er det femte skrift i Det Nye Testamente. Det antages at være skrevet i slutningen af det 1. århundrede og at have samme forfatter som Lukasevangeliet; begge skrifter er tilegnet den samme Theofilus.

Faktaboks

også kendt som:

Ap.G.

Apostlenes Gerninger søger i forlængelse af Lukasevangeliet at give en beretning om den kristne menigheds grundlæggelse og tidligste udbredelse frem til det tidspunkt, hvor kristendommen når til Rom. For en moderne læser er det utilfredsstillende ikke at få oplyst udgangen på retssagen mod Paulus; den har efter alt at dømme været kendt. Men forfatteren har øjensynlig ikke villet behandle Paulus' skæbne, men menighedens historie.

Apostlenes Gerninger har tydeligvis både et historisk og et teologisk formål. Skriftet beretter om væsentlige begivenheder af betydning for kirkens udvikling, men det søger også at fremme bestemte teologisk-kirkelige synspunkter og er således en logisk fortsættelse af evangeliedelen. Dette fremgår dog ikke af håndskriftoverleveringen, hvor Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger aldrig optræder sammen. Ved sin nuværende placering står Apostlenes Gerninger som en indledning til Det Nye Testamentes brevdel.

Sproget og stilen er påvirket af Septuaginta, den græske oversættelse af Det Gamle Testamente. Der ligger måske ældre kilder til grund for dele af Apostlenes Gerninger. I kap. 16, 20, 21 og 27-28 findes nogle afsnit, hvor der optræder en fortæller, der anvender 1. person flertal: "vi". Det har bevirket, at man har søgt at udsondre en såkaldt "vi-kilde", der tilsyneladende overalt er anvendt i rejseberetninger, der kunne gå tilbage til en rejseledsager til Paulus. I skriftets første tolv kapitler er det apostlen Peter, der er den dominerende skikkelse, mens det er Paulus, der er hovedperson i resten af skriftet.

Kap. 15 er det centrale afsnit, hvor det vigtige teologiske spørgsmål behandles: Gælder kristendommen for både jøder og ikke-jøder? Ved apostelmødet i Jerusalem blev kristendommens universalitet anerkendt, og der fremkom en mulighed for fællesskab mellem de to grupper. Apostlenes Gerninger har i det foregående forberedt denne afgørelse ved at berette om, hvordan evangeliet lidt efter lidt var blevet modtaget af ikke-jøder (kap. 8, 10, 11 og 13). Et andet teologisk sigte er at understrege Helligåndens betydning. Det sker især ved beretningen om åndsudbredelsen pinsedag og ved flere beretninger om tilfælde, hvor beslutninger afgøres af "Ånden" eller "Jesu ånd", jf. Apostlenes Gerninger, 16,7 og 19,21.

Som historisk kildeskrift er Apostlenes Gerninger af stor, men omstridt betydning. Skriftet er en tvivlsom kilde til Paulus' historie. Nyere forskning ser i hele Apostlenes Gerninger navnlig en teologisk argumentation for muligheden af et fællesskab mellem kristne af jødisk og kristne af ikke-jødisk afstamning og for en godtgørelse af, at kristendommens budskab gælder alle.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig