Aostadalen er Italiens mindste og tyndest befolkede region, beliggende i Nordvestitalien; 3263 km2, 115.900 indb. (1991). En stor del af befolkningen er fransktalende, især i bjergegnene. Siden 1930'erne er der dog sket en kraftig italiensk påvirkning af regionen, overvejende ved tilflytning. I samme periode er en stor del af den oprindelige befolkning udvandret til Frankrig og Schweiz.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Val d'Aosta; på italiensk er den officielle form Valle d'Aosta.
Hovederhvervet i regionen er turisme; i Courmayeur og i sidedalene ligger nogle af Italiens mest besøgte skisportssteder, og motorvejstunnellerne gennem Store Sankt Bernhard- og Mont Blanc-massiverne har siden 1964 givet regionen et stort antal transitturister og en voldsom transittrafik.
Flere stålværker, metal- og tekstilindustri findes i området, oprindelig baseret på stenkul, jernmalm og vandkraft. Over 95% af Aostadalen er skov og græsarealer. Klimaet i dalene er mildt og tørt. Landbruget med ekstensiv kvægavl på bjergskråningerne suppleres med skovbrug. Landskabet domineres af Alpernes krystallinske bjergkæder med toppene Mont Blanc (4807 m), Monte Rosa (4634 m) og Grand Paradiso (4061 m). Floden Dora Báltea, der udspringer i Mont Blanc-massivet, løber mod vest til Po gennem Aostadalen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.