Faktaboks

Antonio Fogazzaro
Født
25. marts 1842, Vicenza
Død
7. marts 1911, Vicenza

Antonio Fogazzaro var en italiensk forfatter fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Hans romaner rummer en tidstypisk blanding af verisme og dekadentisme, en stemning af indre uro, sensualitet og hang til mysticisme.

Antonio Fogazzaro blev født i Vicenza, hvor han igen slog sig ned efter flere ophold i større byer, først i Torino og siden i senromantikkens højborg Milano.

Antonio Fogazzaros værker

Malombra (1881) er en gotisk historie om gengangeroplevelse og vanvid. Daniele Cortis (1885, på dansk Daniel Cortis, 1889) en højstemt fortælling om ideel, umulig kærlighed, som slog igennem i hele Europa.

Mest kendt er Piccolo mondo antico (1895, En verden af i går), en ægteskabshistorie indsat i Italiens historie i 1860'erne, hvor den åndelige dimension modereres af en humoristisk realisme. Den blev filmatiseret i 1941 med Mario Soldati som instruktør.

På dansk findes desuden Il santo (1905, på dansk En Helgen, 1921), som afspejler Fogazzaros engagement i moderniseringen af den katolske kirke.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig