Gaudis jugendstil med dens typiske nærmest organisk bugtede og bølgende former.

.

Sagrada Família, påbegyndt 1882 af arkitekten Francesc de Villar. Året efter blev byggeriet overdraget Antoni Gaudí.

.

Antoni Gaudí. Luftkanaler på taget af Casa Milà, Barcelona.

.

Park Güell, kolonnade med hvælvinger ud fra bjergsiden understøtter vejen over, sender belastningen videre til de skrå søjler.

.

Park Güell, hvor Gaudí for første gang brugte de bugtede, bølgende former.

.

Den mangefarvede mosaik drage-springvand i Park Güell.

.

Mindesmærke for Antoni Gaudi i fødebyen Reus.

.

Antoni Gaudí, Antoni Gaudí i Cornet, Antonio Gaudí y Cornet, 1852-1926, spansk (catalansk) arkitekt, den førende omkring 1900. Selvom Antoni Gaudís arkitektur er stærkt individuel, indgik den i det nationale og kulturelle opsving med centrum i Barcelona, der satte ind fra 1870'erne.

Ud over den catalanske bevægelse havde skrifter af Viollet-le-Duc, John Ruskin og Richard Wagner betydning for Gaudís delvis modstridende ønsker om at genopvække den nationale arkitektur og skabe helt nye udtryksformer. Stilistisk kan Gaudís brug af organiske former, især efter 1900, minde om den lidt tidligere art nouveau-arkitektur, fx Victor Hortas bygninger.

Antoni Gaudís bygninger ligger alle i eller omkring Barcelona. Et første hovedværk er Casa Vicens (1878-85), halvt maurisk, halvt gotisk med mørke mursten og stærktfarvede fliser. Allerede her brugte Gaudí det catalanske hvælv, hvis buer dannes af udkragende teglsten. Hvælvet blev et centralt træk i hans arkitektur og nåede sin mest delikate form i skolen knyttet til Sagrada Família (1909).

Opførelsen af kirken Sagrada Família overtog Gaudí fra arkitekten Francesc de Paula de Villar i 1883. Det blev bevidst et projekt med en tidsrytme som de store middelalderlige katedraler, hvis opførelse strakte sig over generationer; så sent som i 1925 gav han kirkens hoveddel, skibet, en ny udformning.

Først opførtes krypten 1882-91 efter Villars nygotiske projekt. I 1890'erne fulgte den ene af tværskibets mure og en mægtig portal med rige og delvis abstrakte figurer, hvorover fire tårne rejser sig. De fuldførtes først efter Gaudís død og prydes af farvestrålende mosaikker; deres former synes inspireret af primitive afrikanske lerhytter.

Opførelsen af kirken pågår stadig i roligt tempo. I 2010 blev Sagrada Família indviet af pave Benedikt 16. Byggeriet ventes at være fuldendt i 2026.

For tekstilfabrikanten Eusebio Güell opførte Gaudí flere af sine vigtigste bygninger. Ligesom Casa Vicens er palæet Palau Güell (1885-89) bygget op omkring et centralt rum, der går gennem flere etager og får lys fra et kuppelformet spir.

På taget danner spiret og de talrige skorstene abstrakte former, beklædt med forvitret sandsten, fliser, glas eller glaseret tegl.

I 1891 begyndte opførelsen af Colonia Güell, en haveby, hvor Gaudí tegnede kapellet (1908). 1903-14 anlagdes parken Park Güell, hvor Gaudí for første gang brugte de bugtede, bølgende former, der også præger etageejendommene Casa Batlló (1905-07) og Casa Milá (1905-10).

Med deres fantastiske, nærmest surrealistiske former fandt Antoni Gaudís bygninger ikke megen anerkendelse hos eftertidens funktionalistiske arkitekter. Men fra ca. 1960 er hans arkitektur blevet stadig højere værdsat.

Læs mere om spansk arkitektur.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig