Antoine, Louis og Mathieu Le Nain. Bondefamilie, eller Familiemåltid, som maleriet blev benævnt, da det blev identificeret ved en auktion i Paris 1914, er et af de fineste eksempler på malerbrødrenes idealiserede skildringer af det samtidige bondeliv. Hvert enkelt medlem af den velhavende bondefamilie er som isoleret i sin egen verden i den umiddelbart enkle og dog ambitiøse komposition. Maleriet, der er fra ca. 1642, findes på Louvre.

.

Antoine, Louis og Mathieu Le Nain var franske malerbrødre. De var sandsynligvis født i 1600-tallets første tiår; Antoine og Louis døde i 1648, Mathieu i 1677.

De åbnede værksted i Paris i 1629 og opnåede snart en vis berømmelse; således var alle tre i 1648 stiftende medlemmer af det franske kunstakademi.

Le Nain-brødrene, der kun signerede med efternavn, malede mytologiske og religiøse motiver, men deres plads i kunsthistorien skyldes de følsomme, sært tidløse skildringer af bondelivet, fx hovedværkerne Bondefamilie og Bøndernes måltid (ca. 1642, begge på Louvre).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig