António de Spínola, 1910-1996, portugisisk general og politiker. Som øverstkommanderende i Portugisisk Guinea udgav Spínola tidligt i 1974 den kontroversielle bog Portugal e o futuro (Portugal og fremtiden), hvor han talte for en fredelig løsning på krigen i de portugisiske kolonier i Afrika. Efter Nellikerevolutionen 25/4 samme år blev han præsident, men pga. konflikt med socialistiske kredse i militæret trådte han tilbage i september. Et kupforsøg 1975 tvang ham i eksil; året efter vendte han tilbage og blev i 1981 udnævnt til marskal.