Anonymous, (eng. 'anonym'), Anons, er et internationalt netværk af hackere og internetaktivister, der opstod 2003 med det formål at kæmpe for ytringsfrihed og fri information på internettet. Anonymous består af flere grupperinger (communities) på internettet og har ingen ledelse og formel organisation, men er principielt åbent for alle, der ønsker at deltage.

Netværket har stået bag en lang række aktioner på internettet, der fra ca. 2008 blev stadig mere omfattende, hvor de har blokeret eller nedlagt forskellige statslige instansers samt organisationers og virksomheders hjemmesider.

Anonymous har specielt opnået opmærksomhed i forbindelse med sagen om arrestationen i 2010 af Julian Assange, grundlægger af, og talsmand for, whistleblowersitet WikiLeaks.

Anomymous' medlemmer og tilhængere optræder offentligt og i videoer på internettet iklædt masker anvendt af helten i filmen V for Vendetta (2005), der forestiller den engelske katolske konspirator Guy Fawkes, som i 1605 forsøgte at sprænge Parlamentet i luften.

Se også hacking.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig