Annelise Reenberg var en dansk filmfotograf, filminstruktør og manuskriptforfatter. Hun var datter af skuespillerparret Holger og Magda Reenberg (født Borving) samt halvsøster til skuespillerne Jørgen Reenberg og Elga Olga Svendsen.
Annelise Reenberg
Faktaboks
- Født
- 16. september 1919
- Død
- 12. december 1994

Den første kvindelige filmfotograf
Som uddannet teknisk fotograf fra skibsværftet B&W blev Annelise Reenberg i 1942 assistent for filmfotografen Aage Wiltrup på John Olsens nyoprettede produktionsselskab Saga Studio. Hun debuterede som selvstændig filmfotograf – den første kvindelige af slagsen i Danmark – med En ny dag gryer (1945).
Efter studier i Sverige kom hun til Nordisk Film, hvor hun bl.a. gjorde sig bemærket med sin fotografering af Astrid og Bjarne Henning-Jensens stemningsfyldte film noir Kristinus Bergman (1948) og førstnævntes klassiske børnefilm Palle alene i verden (1949).
Reenbergs gennembrud som instruktør
Tilbage på Saga Studio blev Annelise Reenberg medinstruktør af Historien om Hjortholm (1950) og Fra den gamle købmandsgård (1951), som hun samtidig fotograferede. Efterhånden overlod hun helt kameraet til andre for at fokusere på instruktion.
Første gang hun sad alene i instruktørstolen var på Den gamle mølle på Mols (1953). Hun var også gerne involveret i manuskripterne, bl.a. til Bruden fra Dragstrup (1955).
Hyggefilm, kvindeskæbner og social satire
Adskillige af Annelise Reenbergs værker kan fremhæves som indbegrebet af dansk hyggefilm, ofte med et blik for kvindeskæbner og social satire. De er præget af solide skuespillerpræstationer og teknisk håndelag – måske kulminerende i den romantiske komedie Baronessen fra benzintanken (1960) med Ghita Nørby som den modvillige baronesse i kedeldragt.
Annelise Reenbergs alsidige produktion omfatter også melodramaer som Hendes store aften (1954) og musicalen Han, hun, Dirch og Dario (1962). Dertil kommer den usædvanlige besættelseskomedie Venus fra Vestø (1962) om en britisk ledet modstandsaktion for at forhindre en drægtig Jerseyko i at falde i tyskernes hænder samt operettefilmatiseringen Frøken Nitouche (1963).
Reenberg og Min søsters børn
Sent i karrieren stod Annelise Reenberg bag den populære familieserie Min søsters børn (1966-1971). Det har ført til sammenligninger med kollegaen Alice O'Fredericks, der stod i spidsen for ASAs tidligere Far til fire-serie (1953-1961). Reenberg var mere sart og fintfølende af gemyt og knapt så driftssikker for Saga Studio som Alice O’Fredericks var det for ASA. Hun holdt på, at det tog tid at skrive gode manuskripter og ville ikke gå på kompromis og lave sjuskearbejde.
Efter nogle store ændringer i ejerkredsen og produktionskulturen på Saga Studio trak Annelise Reenberg sig i 1972 tilbage fra filmarbejdet.
Privat dannede hun fra 1940'erne par med produktionsleder, lydtekniker og instruktør Poul Bang, som hun blev gift med kort før hans død i 1967.
Film instrueret af Annelise Reenberg
År | Titel |
---|---|
1950 | Historien om Hjortholm (med Asbjørn Andersen) |
1951 | Fireogtyve timer (med Asbjørn Andersen) |
1951 | Fra den gamle købmandsgård (med Svend Methling) |
1953 | Den gamle mølle på Mols |
1954 | Hendes store aften |
1955 | Bruden fra Dragstrup |
1956 | Kristiane af Marstal |
1957 | Tre piger fra Jylland |
1958 | Styrmand Karlsen |
1960 | Baronessen fra benzintanken |
1961 | Peters baby |
1962 | Venus fra Vestø |
1962 | Han, hun, Dirch og Dario |
1963 | Frøken Nitouche |
1964 | Alt for kvinden |
1965 | En ven i bolignøden |
1965 | Een pige og 39 sømænd |
1966 | Min søsters børn |
1967 | Min søsters børn på bryllupsrejse |
1968 | Min søsters børn vælter byen |
1969 | Ta' lidt solskin |
1970 | Hurra for de blå husarer |
1971 | Min søsters børn når de er værst |
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.