Faktaboks

Anne Marie Løn
Født
1947

Anne Marie Løn. Foto fra 2008.

.

Anne Marie Løn, f. 1947, dansk forfatter. Anne Marie Løn arbejdede som journalist til 1979, heraf seks år på B.T., debuterede i 1977 og fik sit gennembrud med romanen Veras vrede (1982) om en kvindelig reporter på et kynisk sensationsblad.

I romanerne Fodretid (1984) og Den sorte liste (1988) viser Anne Marie Løn sig som den varme og solidariske skildrer af bondesamfundet i klemme mellem de gamle menneskelige værdier og den nye tids teknologisk-økonomiske nødvendighed.

Psykologisk indlevelsesevne demonstrerer hun også i romanerne om Thyra Rom: Traktørstedet (1985) og Café Danmark (1987), folkelivsbilleder fra 1940'erne, og ikke mindst i Sent bryllup (1990).

Højdepunkter som fortæller når hun i den store vendsysselske dokumentarfiktion Prinsesserne (1996) og i romanen Dværgenes dans (1998). Sekstetten (2008) er et overbevisende billede af 1920'ernes København, hvor seks mænd anklages for bedrageri mod statskassen.

Forfatterskabet omfatter også digte, børnebøger og et skrift om Adda Ravnkilde (1978).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig