Faktaboks

Anne Conway
Født
1631
Død
1679
Anne Conway
Af .

Anne Conway, født Anne Finch, var en engelsk filosof, der i sin samtid var kendt og respekteret for sin viden og sin filosofi. Hun var en af de meget få kvinder i samtiden, der fik udgivet et filosofisk værk, hvor hun rettede en skarp kritik mod nogle af samtidens filosoffer. Hun havde tilknytning til Cambridgeplatonikerne, især til Henry More.

Anne Conway og Henry More

Anne Conway havde kendskab til More, der var professor i Cambridge, gennem sin bror, der studerede hos ham. Og det var igennem broderen, hun stiftede bekendtskab med samtidens filosofiske og teologiske diskussioner, blandt andet.

I 1650 skrev hun til More og bad ham om råd og vejledning til sine videre filosofiske studier. Hun var dog velbevandret i antikkens filosofi og nyplatonismen. Hun var særlig interesseret i Mores ide om at kombinere den kristne teologi med den platoniske filosofi. I med- og modspil til More udviklede hun sin egen filosofi, en platonisk farvet metafysik, som minder om G.W. Leibniz' monadelære. Samtidig giver hun en veloplagt kritik af samtidens filosoffer René Descartes, Thomas Hobbes og Baruch de Spinoza.

Hendes forskellige skriverier og noter blev efter hendes død samlet af vennen Francis Mercury Van Helmont, som fik dem trykt i 1690 med titlen Principia philosophiae antiquissimae & recentissimae (Principper for den ældste og den nyeste filosofi).

Dialogen om Descartes

Anne Conways første henvendelse til More drejede sig om at få afklaret nogle spørgsmål i forbindelse med læsningen af Descartes, hvilket blev til en livslang filosofisk og personlig korrespondance. More introducerede Descartes i England i 1644, hvor han oversatte dele af Principia Philosophia, som var Conways første bekendtskab med Descartes.

Dualismekritikken og substansteorien

Conway modsatte sig såvel Mores som Descartes ide om, at der er en essentiel forskel på sjæl og legeme, og hun så ikke materien som død og passiv. Hun tildelte liv, perception og bevægelse til materien. For hende var det absurd at se sjæl og legeme som to adskilte substanser, for hvis de var adskilte, hvordan kunne de så interagere, som de jo tydeligvis gør? I stedet satte hun en monisme, hvor der kun er en modal og ikke nogen essentiel forskel på det sjælelige og legemlige.

Materie er fortættet sjæl, og sjælen er fin og flygtig materie. Conway påberåbte sig en vitalisme, hvor alt i en vis grad er i besiddelse af liv. Man kan sige, at sjæl og legeme er to modsatte ekstremer i et kontinuum. Denne monisme trak hun fra den kabbalistiske (den hemmelige jødiske visdomslære) teori om substanser.

Conway vendte sig også imod Spinozas tanke om, at Gud og natur konstituerer den ene infinitte substans i universet. Hun så det som som ateisme og som foragt for Guds hæderfulde navn.

Conway opererede med tre typer substans – Gud, Kristus og andre skabninger. De kan adskilles med hensyn til deres evne til forandring. Guds essens er evig og uforanderlig, og Gud eksisterer uden for tiden. Kristus er både Gud og menneske og kan kun forandre sig med hensyn til det gode og er bindeled mellem Gud og den skabte verden.

Kritikken af det mekaniske natursyn

Conway rettede en indvending mod såvel Descartes som Hobbes, i og med at de nægtede vitalitet og perception i materien. Opfattelsen af at at alle processer i naturen foregik rent mekanisk efter et årsags-virknings-princip – det mekaniske natursyn – fratog naturen enhver form for liv og reducerede den til ’død’ materie. En tanke, der var i skarp kontrast til hendes egen filosofi, hvor liv er en grundkategori. Hun så ikke naturen som blot mekanisk. Naturen var en levende materie, som både havde liv og perception, og som var mere ophøjet end en mekanisme eller en mekanisk bevægelse. Naturen var ikke blot et organisk legeme som et ur, der ikke havde noget vitalt bevægelsesprincip, men et levende legeme som havde liv og perception.

Conway bruger begrebet organisk i den for samtiden gængse betydning, hvor organisk refererer til en maskine eller et instrument; eksempelvis kaldes et ur for et organisk legeme. Denne betydning af organisk står i modsætning til hendes vitalistiske filosofi.

Samtidig rettede Conway også en kritik mod Hobbes’ og Spinozas som, ifølge hende, begge har reduceret naturen til en monistisk materialisme, der nægter enhver distinktion mellem Gud og det skabte.

For Conway var naturen en levende helhed, en hierarkisk kæde af "værender", hvor alt fra det laveste til det højeste var en vital substans, hvori det sjælelige og det legemlige var sammenvævet. Selvom More i en vis forstand havde mere sympati tilovers for Descartes, så han dog i lighed med Conway, at Descartes' dualistiske og mekaniske filosofi kan åbne døren for både materialistiske og ateistiske synspunkter.

Mødet med Van Helmont

I 1670 mødte Conway Francis Mercury Van Helmont. Van Helmont, der på kontinentet var kendt som læge, alkymist, healer og filosof, kom på Mores anmodning til Cambridge. More blev betaget af ham og foreslog, at han besøgte Conway på Ragley Hall, hvor hun boede med sin mand Lord Conway. I første omgang var Mores tanke, at Van Helmont skulle kurere Conways hovedpine, som hun led af hele livet. Van Helmont kunne ikke kurere hendes hovedpine, men der udviklede sig et venskab mellem dem. Hans planlagte en måned lange ophold blev i stedet til et permanent ophold, der varede til Conways død i 1679.

Sammen med More studerede de Kabbalaen, hvor det især var tanken om præeksistens, der optog dem. Conway og Van Helmont kastede sig videre over studier af forskellige religiøse grupper, og især kvækerne vakte deres interesse. Kvækernes tanke om guds indre tilstedeværelse – den levende Kristus i ethvert menneske, det indre lys og den levende verdens vitalitet – optog dem. Ligeledes havde kvækerne en tanke om lighed – mænd og kvinder er lige, også kvinder havde en mulighed for at blive forkyndere og præster – en tanke, der måske har tiltalt Conway.

More var kritisk overfor Conways og Van Helmonts flirten med kvækerne, men forgæves, for i 1677 konverterede Conway og blev kvæker. Conway døde i 1679 og på hendes gravsten står: Quaker Lady.

Litteratur

  • Conways afhandling: The Principles of the Most Ancient and Modern Philosophy, redigeret af Allison P. Coudert og Taylor Corse, Cambridge University Press, 1996.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig