Ann Eleonora Jørgensen

Faktaboks

Ann Eleonora Jørgensen
født:
1965

Ann Eleonora Jørgensen, f. 1965, dansk skuespiller. Ann Eleonora Jørgensen gjorde sig fra begyndelsen bemærket med en stærk erotisk udstråling, intelligens og en slagfærdig replik. Talentet har udfoldet sig i både klassiske roller som i Marivaux' Den dobbelte troløshed (1999) og William Shakespeares Helligtrekongersaften (2001) på Grønnegårds Teatret, i Noel Cowards Privatliv (1995) og Design for Living (1998) på Mungo Park og i det nyeste drama som Astrid Saalbachs Aske til aske — støv til støv (Aarhus Teater 1998), Howard Barkers Det sårede ansigt (Kanonhallen, 1999) og Nikoline Werdelins Boblerne i bækken (Aveny-T, 2002).

I roller har Ann Eleonora Jørgensen udviklet en drilagtig evne til ironisk afvæbning af andre figurer i forestillingen, men hun kan også med fuldt engagement konfrontere sit publikum med synspunkter fx i Tørklædemonologerne (Edison 2006). Hun medvirkede i Taxa på tv 1997-99 og i Forbrydelsen 2007, og hun blev prisbelønnet for sin rolle i filmen Italiensk for begyndere (2000).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig