Anhui.

.

Anhui, Anhwei, provins i det østlige Kina på begge sider af floden Chang Jiang (Yangtze Kiang); 139.400 km2, 59,5 mio. indb. (2010); hovedstad Hefei. Provinsen blev oprettet i 1667 med stort set de samme grænser som i dag, og den har gennem en omfattende udnyttelse af lokale resurser (vand, korn, bomuld, te, kul og jernmalm) udviklet sig til en betydningsfuld landbrugs- og industriprovins. De primære erhverv er med 55% af arbejdsstyrken fortsat de dominerende erhverv.

Anhui opsplittes af øst-vestgående bjergkæder i to halvdele. Den nordlige del, som afvandes af floden Huai He, er beliggende på Den Nordkinesiske Slette og har tempereret monsunklima. Siden 1950'ernes begyndelse har storstilet dige- og dæmningsbyggeri langs Huai He bidraget til at hindre de tilbagevendende oversvømmelser, udvide det kunstvandede areal og producere elektricitet. Vigtigste vinterafgrøde er hvede, mens sommerafgrøderne omfatter kaoliang (kæmpehirse), soyabønner, batater og bomuld. Den sydlige del ligger på Chang Jiangs nedre slette og præges af subtropisk monsunklima. Hvede og ris veksler som vigtigste vinter- og sommerafgrøde; te er en vigtig salgsafgrøde. Fisk, især karper, avles langs hele Chang Jiang i dambrug.

Sværindustrien er baseret på udnyttelsen af omfattende råstofforekomster: kul ved Huainan og Huaibei, jernmalm ved Ma'anshan og kobber ved Tongling. I Ma'anshan ligger et stort jern- og stålværk. Anhui rummer fire vigtige regionale industribyer: Bengbu og provinshovedstaden Hefei — begge i den nordlige del — samt Wuhu og den tidligere provinshovedstad Anqing i den sydlige del. Bjergområderne Huangshan og Jiuhuashan mod syd er turistattraktioner; sidstnævnte er et af Kinas fire hellige, buddhistiske bjerge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig