Anholt Fyr

Anholt Fyr, fyr på Anholt og det ældste aktive danske fyr. Det første fyr på stedet kaldet Totten, var en simpel fyrpande opstillet i 1561, som ti år senere blev ændret til et papegøjefyr. I 1623 ændrede man dette til et hollandsk form for vippefyr, der anvendte stenkul. Helst ville man ca. 1700 have bygget fyret ud for øens nordøstpynt på det yderst farlige rev Knoben, men dette måtte med datidens byggemetoder opgives, og fyret kom i stedet til at ligge på land.

Det nuværende fyrtårn blev bygget af ingeniørofficer Ernst Peymann (1736-1823) og fik en højde på 31½ m. I 1805 blev fyret forsynet med en lukket overdækning. Det årlige forbrug var på 5000 tønder kul, der kunne hejses op til tårnets top via en indvendig skakt.

I 1807 blev fyret slukket for at genere den britiske skibsfart i Kattegat. I første omgang løste briterne problemet ved at udlægge et lanterneskib på revet, men da dette to år senere blev skruet ned af isen, erobrede man i stedet fyret og anlagde en række kasematter til forsvar mod et evt. dansk angreb. Fortet forblev i britisk varetægt indtil 1814. I 1838 gik man over til spejlfyr, og i 1881 blev tårnet udstyret med linse og forhøjet til 42 m, hvorved flammehøjden kom op på 40 m.

I perioden 1889 til 1912 fandtes desuden Ostebakke Fyr tre km øst for havnen. I 1842 udlagdes det første fyrskib på Knoben (Anholt Knob). Det blev inddraget i 1964.

Se også fyr og farvandsafmærkning.