Anglosfæren (the Anglosphere) er et begreb, der ofte ses optræde i diskussioner om Storbritanniens rolle i verden. Selve ordet er af nyere oprindelse, men begrebets oprindelse henviser til en opfattelse af, at Storbritannien har en særlig rolle som centrum i ’de engelsktalende nationers’ særlige historie; nationer som deler en række karakteristika så som liberal markedsøkonomi, parlamentarisk demokrati, common law retssystem, protestantisme og, selvfølgelig, det engelsk sprog. Som sådan omfatter det som regel, ud over Storbritannien, de tidligere dominions: Canada, Australien og New Zealand, ofte omtalt med akronymet CANZUK. Nogle politikere i Storbritannien har en forkærlighed for også, og kontroversielt, at lade begrebet omfatte andre forhenværende britiske kolonier: lande som Indien, Singapore, Hongkong samt engelsktalende lande i Afrika og Vestindien. Begrebets politisk tiltrækningskraft skyldes netop dets uklare geografiske afgrænsning, som gør det muligt at bruge og misbruge det til forskellige politiske dagsordener, hvilket debatten forud for folkeafstemningen om britisk udtræden af EU var et klart eksempel på. Selve ordet 'anglosfæren' sås ikke ofte i den debat. Det gjorde til gengæld udtrykket 'Global Britain,' som blev brugt om ideen om at, der er en særlig plads til Storbritannien i verden uden for EU. Argumentet bag Global Britain var, og er, at Storbritannien, frigjort fra EU, kan genåbne fordums handelsruter og genetablere sig selv som en betydningsfuld spiller i den globale økonomi i det 'asiatiske århundrede.'