Anette Warring, f. 14.3.1958, dansk historiker, ansat på Roskilde Universitetscenter siden 1994, fra 2005 som professor i moderne historie. Anette Warrings arbejdsfelt er 1800-t.s og 1900-t.s historie med hovedvægt på 2. Verdenskrig og den tyske besættelse af Danmark. Under inddragelse af kulturhistoriske, antropologiske og etnologiske metoder behandler hun kvindehistorie, identitetshistorie og samfundets brug af historie. Anette Warrings forfatterskab tæller bl.a. Tyskerpiger – under besættelsen og retsopgør (1994), Besættelsestiden som kollektiv erindring (1998, s.m. Claus Bryld) og Historie, magt og identitet (2004).