Andreas Schlüter

Andreas Schlüter, ca. 1660-1714, tysk arkitekt og billedhugger. Efter uddannelse og virksomhed i Danzig (nuværende Gdańsk) og Warszawa var Andreas Schlüter som hofbilledhugger fra 1694 den berlinske baroks store mester.

1696 blev han knyttet til byggeriet og udsmykningen af Zeughaus' indre gård med 22 masker af døende krigere, en kraftfuld allegori over krigens rædsler.

Hans hovedværk er rytterstatuen af kurfyrst Frederik Vilhelm den Store, opstillet 1703 ved Berliner Schloss, nu foran Charlottenburg.

Efter en rejse til Italien ledede Andreas Schlüter 1698-1707 ombygningen af det mægtige Berliner Schloss, hvortil han i 1702 leverede udkast til et repræsentativt barokslot med fire etager omkring en kvadratisk, lukket gård, opført efter italienske forbilleder. Med den repræsentative indre gård med markante risalitter, portaler og et storslået skulpturprogram, kunne slottet tåle sammenligning med andre europæiske kongelige residenser. På grund af byggetekniske fejlberegninger blev Andreas Schlüter afskediget i 1706.

1713 kaldtes Andreas Schlüter af zar Peter 1. den Store til Sankt Petersborg, hvor hans arbejder er gået tabt.

Læs mere om tysk billedkunst.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig