Andrea Costa, 30.11.1851-19.1.1910, italiensk politiker. Costa var revolutionær anarkist indtil 1879, hvorefter han forlod anarkismen til fordel for socialismen, som han søgte at integrere i det parlamentariske system. I 1882 blev han indvalgt som den første socialist i Deputeretkammeret, hvor han bl.a. modarbejdede Italiens kolonipolitik. Fra 1908 var Costa Deputeretkammerets vicepræsident.