André Gide var en fransk forfatter. Gide var i et halvt århundrede en hovedskikkelse i Frankrigs intellektuelle liv. Han prægede kulturlivet, spillede en afgørende rolle for anerkendelsen af homoseksualitet med selvskildringen Si le grain ne meurt (1924, da. Hvis Hvedekornet ikke dør, 1943) og fornyede fransk romankunst med hovedværket Les Faux-Monnayeurs (1925, da. Falskmøntnerne, 1941). Men først og fremmest er Gide den betingelsesløst ærlige udforsker af sit eget sind (Journal, 1889-1939). Han debuterede med symbolistisk poesi og lyrisk prosa, Les Nourritures terrestres (1897, da. Jordens frugter, 1963), men allerede i 1902 fandt han sin egen psykologisk dybtborende tone og klassiske stil med L'Immoraliste (da. Den umoralske, 1939) om historikeren Michel, der under en rejse til Algeriet forlader sin dødssyge hustru for at strejfe omkring med den lokale dreng Moktir. Opvæksten i en dybt religiøs calvinistisk familie og det betændte forhold til kusinen, som han senere giftede sig med i et aldrig fuldbyrdet ægteskab, skildres i La Porte étroite (1909, da. Den snævre Port, 1940). I den gribende dagbogsroman La Symphonie pastorale (1919, da. Gertrude, 1947) gennemspilles konflikten mellem åndens og kødets kærlighed og mellem katolsk og protestantisk etik. Gides første succes var den grotesk-humoristiske skandaleroman Les Caves du Vatican (1914, Vatikanets kældre, 1942), men kun Falskmøntnerne fremstår som et helstøbt fiktionsværk. Som den første i Frankrig indførte Gide heri en spejlkomposition, som skulle få afgørende betydning for 1950'ernes roman: Romanen som refleksion over den roman, vi er i færd med at læse. Gide tog ivrigt del i samfundsdebatten og nærmede sig kommunismen, men en rejse til USSR (Retour de l'URSS, 1936) fik ham til at vende tilbage til en individualistisk kritisk holdning til alle ideologier, ligesom læremestrene Montaigne og Stendhal. Gide modtog nobelprisen 1947.