Anders Matthesen, Anden, f. 1975, dansk komiker og skuespiller. Fik gennembrud med pågående stand-up-komik, bl.a. med showet Hva’ snakker du om (2000) i Cirkusbygningen. Demonstrerede alsidigt talent med flere roller og stemmer i Jul på Vesterbro (2003) og Terkel i Knibe (2004), begge efter eget manuskript. Teaterdebut 2004 i Simon (som Simon Spies) på Østre Gasværk. Hovedroller i spillefilmene Rene hjerter (2006) og Sorte Kugler (2009), den sidste både skrevet og instrueret af ham selv. Anders Matthesen blev kåret som årets komiker ved Zulu Comedy Galla i 2009 for Sorte Kugler og i 2013 for onemanshowet ANDERS (2012).