Anders Kruuse, 1745-1811, dansk arkitekt. Kruuse blev uddannet hos N.-H. Jardin på Kunstakademiet 1764-69 og slog sig i 1771 ned som bygmester i Horsens. Her ombyggede og opførte han en lang række bygninger i nyklassicistisk stil, påvirket af N.-H. Jardin og C.F. Harsdorff, fx Nørregade 31 (1786), der nu er en del af Horsens Museum. Hovedværker er tøjhuset (1801) og kasernen (1805) i Randers. Kruuse tilskrives også flere herregårde, bl.a. Julianelyst, Serridslevgård og Stenalt, samt kirkeombygninger.