Faktaboks

Anatolij Tjubajs
Født
16. juni 1955
Anatolij Tjubajs i 1997.

Anatolij Tjubajs er en russisk økonom og toppolitiker, der fra starten af 1990'erne spillede en central rolle i privatiseringen af store russiske statsselskaber.

Tjubajs underviste 1977-90 på universitetet i det daværende Leningrad. I 1990 udnævntes han til reformrådgiver for det lokale bystyre, og i 1991 blev han hentet ind i den russiske regering, hvor hans primære indsats på forskellige ministerposter var forberedelsen af det omstridte privatiseringsprogram. 1993-95 var han medlem af Dumaen for partiet Ruslands Valg. I 1996 var han som chef for præsident Jeltsins administration stærkt medvirkende til dennes genvalg.

Tjubajs forlod i 1998 regeringen og blev chef for det statslige elselskab frem til 2008.

I 2003 stillede han op til Dumavalget for Unionen af Højrekræfter, men blev ikke valgt, da partiet ikke klarede spærregrænsen.

I årene 2008 til 2020 var Tjubajs chef for det statsejede techselskab Rusnano. Herefter blev han regeringens særlige udsending.

Den 23. marts 2022 oplyste det russiske præsidentkontor, at Anatolij Tjubajs havde opsagt sin stilling og forladt Rusland.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig