Anagarika Dharmapala, egl. Don David Hewavitarne, 17.9.1864-29.4.1933, buddhistisk forkynder fra Sri Lanka. Under en rundrejse på øen så han mange af sine landsmænd følge Vestens levevis; han opfattede det som et resultat af de kristne missionærers indflydelse og hengav sig derfor til buddhistisk missionsvirksomhed. Han antog navnet Dharmapala ('lærens beskytter') og kaldte sig anagarika ('en hjemløs'). I 1891 stiftede han The Mahabodhi Society, der i dag har afdelinger i flere lande. Dharmapala blev i 1931 optaget i den buddhistiske munkeorden og kort før sin død ordineret til munk.