Anadyr, flod, bugt, by og region i det østligste Sibirien. Floden er 1145 km lang; den flyder gennem næsten øde tundraområder og udmunder i Onemenbugten, som er en del af den store, oftest isdækkede Anadyrbugt, der igen er en del af Beringshavet. Byen ligger ved flodens udløb; 13.053 indb. (2010). Den er hovedstad for Den Tjukotske Autonome Kreds. Området har lidt kuludvinding og fiskeindustri. Det er ret isoleret fra det øvrige Rusland og ligger 10 tidszoner fra Moskva. Regionen har ingen vejforbindelse, og havnen kan kun besejles to måneder om året.