Amr Moussa, f. 3.10.1936, egyptisk diplomat og politiker; 2001-11 generalsekretær for Den Arabiske Liga. Moussa har en lang karriere i den egyptiske administration; han var ambassadør i Indien 1986-90, FN-ambassadør 1990-91 og udenrigsminister 1991-2001. Moussa er en særdeles respekteret politiker i den arabiske og islamiske verden, ikke mindst for sin stærke kritik af den israelske politik på Vestbredden og af USA's politik over for både den arabiske og den muslimske verden. Der blev i 2005 gjort forsøg på at overtale ham til at stille op til præsidentvalget i Egypten, men uden held. Moussa blev i 2013 formand for en komité der skal revidere Egyptens forfatning.