Amagertorv, torv i København og en del af Strøget. Stedet er en af de ældste færdselsårer i København, og i middelalderen forbandt torvet landsbyen omkring Gammeltorv med markedspladsen på Stranden ved Nikolaj Plads. I 1500- og 1600-t. blev der her bl.a. afholdt ridderturneringer. Indtil 1868 solgte bønderne fra Amager deres varer på Amager Torv; herefter foregik torvehandelen på Christianshavns Torv.

I 1894 rejstes på torvet Storkespringvandet, hvor der tidligere havde stået en pumpe. Flere af bygningerne omkring torvet er fredede, bl.a. Matthias Hansens Gård fra 1616.

I 1993 blev torvet renoveret, og pladsen fik ny belægning bestående af granit i fem forskellige farver tegnet af Bjørn Nørgaard.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig