Faktaboks

Alvin Hansen
Født
23. august 1887
Død
7. juni 1975

Alvin Hansen var amerikansk økonom, søn af danske immigranter, som fik stor betydning for udviklingen inden for den keynesianske teoritradition.

Uddannelse og karriere

Hansen læste økonomi ved University of Wisconsin-Madison og tog ph.d. i 1918. Herefter fik han beskæftigelse ved University of Minnesota, og i perioden 1936-56 var han professor ved Harvard University.

Arbejder og forskning

Hansen var en pragmatisk tænkende og socialt engageret økonom med stor interesse for økonomiske politiske spørgsmål. I sine tidlige arbejder lagde han megen vægt på variationer i investeringsniveauet som årsag til konjunkturfluktuationer og var skeptisk over for forslag om at anvende aktiv finanspolitik som middel mod 1930'ernes depression. Oprindelig var Hansen meget kritisk over for Keynes' idéer om arbejdsløshedens årsager, men i lyset af problemerne med høj arbejdsløshed ændrede han opfattelse.

I tiden ved Harvard var Hansen engageret i udviklingen af den keynesianske makroteori og i lanceringen af den i den økonomisk-politiske debat i USA. Hansen er forfatter til adskillige bøger, bl.a. A Guide to Keynes (1953), samt til tidsskriftartikler og debatindlæg.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig