Alonso Ercilla y Zúñiga var en spansk adelsmand og forfatter. Han var meget belæst i klassisk og italiensk litteratur. Han deltog i den grusomme krig i Sydamerika mellem de oprindelige araucanere og spanierne. Hans oplevelser herfra omsattes i det lange episke digt La Araucana (udkommet i tre dele 1569, 1578, 1589), der anses for periodens bedste i sin genre. De voldsomme krigshandlinger veksler med filosofiske refleksioner og tanker om værkets poetik. Både indianere og spaniere hyldes, dog mest indianernes høvding Caupolicán.