Allen W. Dulles, Allen Welsh Dulles, 7.4.1893-29.1.1969, amerikansk diplomat og leder af efterretningstjenesten CIA 1953-61; bror til John Foster Dulles. Familien havde tradition for diplomatisk tjeneste, og han besad forskellige poster i det amerikanske diplomati op til 2. Verdenskrig. I 1942 ledede Allen Dulles opbygningen af et amerikansk efterretningsvæsen i Europa, og fra 1953 kom han til at lede dets efterfølger, Central Intelligence Agency, CIA, som fik vidtgående beføjelser og fx væltede regeringen i Iran (1953) og i Guatemala (1955). Efter Svinebugtaffæren på Cuba i 1961 trådte Allen Dulles tilbage.