Alice Walker

Faktaboks

Alice Walker
født:
1944

Alice Walker, f. 1944, afrikansk-amerikansk forfatter. Opvokset i Georgia; universitetsuddannet både her og i New York.

I slutningen af 1960'erne var hun aktiv i Borgerrettighedsbevægelsen i Sydstaterne, der danner baggrund for hendes anden roman, Meridian (1976, da. 1985). Debutromanen, The Third Life of Grange Copeland (1970, da. Hans tredje liv, 1990), er en naturalistisk studie i brutal undertrykkelse og konflikt i en mandsdomineret sort familie set gennem tre generationer.

Alice Walker lagde sig hermed ud med sorte mandlige kritikere; et mønster, der gentog sig ved gennembrudsromanen The Color Purple (1982, da. Farven lilla, 1984, filmatiseret af Steven Spielberg 1985). Her brydes den nedarvede, selvdestruktive mandlige brutalitet af venskab og seksuelle forbindelser mellem sorte kvinder.

Senere romaner, The Temple of My Familiar (1989, da. Åndetemplet, s.å.) og Possessing the Secret of Joy (1992, da. Glædens hemmelighed, s.å.), beskæftiger sig med racistisk undertrykkelse og dens konsekvenser i form af mishandling, ikke mindst omskæring, af kvinder i Afrika; og en modsvarende søgen efter åndelig styrke og heling.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig