Algirdas Brazauskas, 22.9.1932-26.6.2010, litauisk politiker; præsident 1993-98, premierminister 2001-06. Brazauskas var uddannet ingeniør. Efter en karriere som minister for bygningsmaterialeindustrien 1965-67 og næstformand i den statslige planlægningskomité fra 1967 blev han i 1988 valgt til førstesekretær for det litauiske kommunistparti med støtte fra Folkefronten Sąjūdis. Under hans ledelse brød partiet med det sovjetiske moderparti i 1989 og omdannedes i 1990 til Det Litauiske Demokratiske Arbejderparti med ham som formand. Det blev landets største parti og vandt parlamentsvalget i 1992, hvorefter Brazauskas blev formand for parlamentet og som sådan fungerende præsident indtil det første præsidentvalg i det uafhængige Litauen i 1993, som han vandt med 60% af stemmerne. I 1998 blev han afløst på præsidentposten af Valdas Adamkus. I januar 2001 blev Brazauskas valgt til formand for Det Litauiske Socialdemokratiske Parti, der var blevet forenet med Arbejderpartiet, og i juli 2001 blev han premierminister for en regering bestående af socialdemokraterne og de socialliberale i Ny Union. Det blev den indtil da længstsiddende regering siden uafhængigheden. I 2004 fortsatte han efter parlamentsvalget som premierminister for en koalitionsregering bestående af de tidligere partier, valgets vinder Arbejderpartiet og Unionen af Bondepartiet og Det Nydemokratiske Parti. Brazauskas blev alvorligt svækket af korruptionsanklager i slutningen af 2005. I sommeren 2006 blev regeringen tvunget til at træde tilbage.