Algeriet - Geografi

Algeriet har en meget ung befolkning, hele 28% af befolkningen er under 15 år (2006). Landet har dog i de senere år haft en lav vækstrate; således ventes befolkningstallet kun at øges med 1,2% i 2006. Fødselshyppigheden er dermed lavere end i de fleste andre afrikanske lande. Det samme gælder for børnedødeligheden, idet der kun dør knap 30 for hver 1000 børnefødsler. Begge dele kan ses som et udtryk for den moderniserings- og urbaniseringsproces, landet har gennemgået efter selvstændigheden.

Befolkningen er meget ujævnt fordelt i det store land; 95% er bosat på 12% af arealet i de nordlige kystegne, mens store dele af landets indre er næsten mennesketomme. De store byer er vokset kraftigt gennem en stor tilflytning fra landdistrikterne, og der har været en betydelig udvandring til Sydeuropa, især Frankrig.

Størstedelen af den algeriske befolkning udgøres af arabiserede berbere. Det skønnes, at omkring 80% af befolkningen er arabisktalende, mens omkring 20% taler en af de berberiske dialekter. Der er kun få tilbage af de franske kolonister, som i 1960 talte ca. 1 mio.

Hæren har sammen med enhedspartiet FLN spillet den altdominerende rolle i Algeriet siden uafhængigheden. Denne magtstruktur blev udfordret i begyndelsen af 1990'erne, hvor en blodig konflikt mellem hæren og radikale islamistiske grupperinger blev udløst af, at det islamiske parti FIS stod til at vinde det absolutte flertal i Algeriets parlament. Der er tilsyneladende sket en gradvis magtforskydning siden Præsident Bouteflikas tiltræden i 1999. Bouteflika var oprindelig hærens kandidat, men har gennem sine år ved magten opnået en gradvis styrkelse af præsidentembedet og det parlamentariske systems betydning, på hærens og FLN's bekostning. Algeriet er dog stadig langt fra demokratiske tilstande. Det politiske liv er fortsat præget af manglende transparens, udbredt korruption og ineffektivitet. Samtidig er de politiske institutioner meget sårbare. Endelig står landet over for store religiøse og etniske spændinger i befolkningen. Den folkelige utilfredshed næres yderligere af massive sociale problemer i form af udbredt arbejdsløshed og boligmangel og en utilstrækkelig infrastruktur, som selv ikke de betragtelige indkomster fra landets store naturgas- og olieforekomster hidtil har kunne afhjælpe.

Landbrugssektoren beskæftiger omkring en tredjedel af arbejdsstyrken, men bidrager med en relativt mindre del af BNP. Landbrugsarealet anslås til 42 mio. ha., hvoraf langt den overvejende del er udlagt til græsning for landets ca. 16 mio. får og geder. Den bedste landbrugsjord findes i det smalle kystområde, men udgør kun ¹/₆ af landbrugsarealet. Gennem jordfordelings- og kunstvandingsprogrammer har regeringen forsøgt at inddrage mere jord, især i den sydlige del af landet.

En tredjedel af det dyrkede areal bruges til kornavl, især hvede og byg; endvidere avles kartofler, tomater, citrusfrugter, dadler og oliven. Vinavlen, som tidligere forsynede det franske marked med dagligvin, er mindsket efter selvstændigheden.

Kun i Atlasbjergene er der skove. For at beskytte græsningsområderne mod ørkenspredning er et langt bælte i NØ tilplantet med cypres, pinje- og frugttræer — et led i programmet Den Grønne Mur, Le Barrage vert.

Algeriet har nogle af verdens største naturgasreserver, heriblandt feltet i Hassi R'Mel syd for Algier. Naturgas er rygraden i Algeriets energiforsyning og udgør samtidig landets vigtigste eksportartikel. Algeriet er verdens næststørste eksportør af naturgas og den tiendestørste eksportør af olie; landet er medlem af OPEC. Hele kulbrintesektoren drives i statsligt regi, men tiltrækker stadig flere udenlandske investorer.

Algeriet er rigt på flere andre mineraler og eksporterer især jernmalm, fosfat, bly, zink og antimon. Betydningen af denne minedrift er dog lille, set i forhold til den dominerende olie- og gassektor.

Industrien domineres af petrokemi og anden forarbejdning af mineralresurserne. En stor del af industrien var tidligere statsejet, men en privat sektor er under opbygning inden for let industri og i samarbejde med udenlandsk kapital i joint ventures. Af øvrige industrisektorer kan nævnes jern og metal, biler, elektronik, cement og tekstiler.

Den industrielle udvikling hæmmes i nogen grad af den mangelfulde infrastruktur, et forhold som regeringen søger afhjulpet gennem udbygning og modernisering af de eksisterende jernbaner og af vejnettet. Infrastrukturen er skævt udbygget, idet hovedparten af de asfalterede veje findes nord for Atlasbjergene, mens kun få asfalterede veje fører over disse til Sahara.

Algeriet har en stor import af fødevarer, forbrugsvarer og halvfabrikata. Siden 1985 er importen søgt reguleret ved restriktioner, og der er i de senere år blevet opbygget et stort overskud på handelsbalancen som følge af de høje oliepriser. 95% af eksporten udgøres af naturgas og olie (herunder olieprodukter), resten udgøres af vin og citrusfrugter. De vigtigste handelspartnere er USA, Italien og Frankrig. Algeriet underskrev en handelsaftale med EU i 2002. Der har gennem mange år været planer om at øge sammenhandlen gennem et fællesmarked med nabolandene Marokko og Tunesien i den Arabiske Maghreb Union. Indtil videre har denne udvikling dog været begrænset af fortsat rivalisering og uenighed mellem Algeriet og Marokko.

Læs mere om Algeriet.