Alger Hiss

Faktaboks

Alger Hiss
født:
11. november 1904
død:
15. november 1996

Alger Hiss under afhøring. Bagest Robert Stripling, leder af efterforskningen. Foto fra 1948.

.

Alger Hiss, 11.11.1904-15.11.1996, amerikansk diplomat. Alger Hiss gjorde fra 1936 karriere i udenrigstjenesten, deltog bl.a. i Jaltakonferencen i 1945 som rådgiver for præsident Roosevelt og fungerede som FN's midlertidige generalsekretær ved San Francisco-konferencen samme år; 1946-49 var han leder af The Carnegie Endowment for International Peace.

I 1948 anklagedes Alger Hiss af den tidligere kommunist Whittaker Chambers (1901-61) for at have tilhørt Kommunistpartiet i 1930'erne og for at have spioneret for Sovjetunionen.

Hiss afviste beskyldningerne, men idømtes i 1950 fem års fængsel for falsk forklaring, hvoraf han afsonede tre. Sagen bidrog til den udbredte frygt i USA for kommunistisk infiltration under den kolde krig.

Spørgsmålet om Alger Hiss' skyld har været stærkt omdiskuteret; i dag anses det for veldokumenteret, at han var informant og spion for Sovjetunionen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig