Alfred Kastler, 3.5.1902-7.1.1984, fransk fysiker, professor ved universitetet i Bordeaux 1938-41 og siden tilknyttet École normale supérieure i Paris, hvor han blev professor i 1952. I 1966 fik Kastler nobelprisen i fysik for opdagelsen og udviklingen af optiske metoder til at studere Hertz-resonanser i atomer. Hertz-resonanser opstår, når atomer vekselvirker med radio- eller mikrobølger. Metoderne optisk pumpning og dobbeltresonans, som Kastler introducerede, har fået betydning for studiet af atomers magnetiske egenskaber såvel i grundtilstanden som i anslåede tilstande.